S. Brinkmann 2015
Fællestime med Svend Brinkmann
Fredag den 23. januar fik Aalborg Studenterkursus besøg af professor i psykologi Svend Brinkmann. Med stor indlevelse og humor fortalte Brinkmann om sin forskning i ”Diagnosesamfundet”. Brinkmann forklarede, hvordan hans forskning udspringer af en undren over, hvordan Danmark gang på gang kan kåres som ”verdens lykkeligste land”, når flere og flere får diagnoser og antidepressiv medicin.
Ifølge Brinkmann er det ikke en sygdom at have det svært. Det er en naturlig del af livet. Brinkmanns veldokumenterede forskning tyder på, at almindelige livsproblemer forholdsvist let bliver til psykiatriske diagnoser, hvilket kan resultere i ansvarsforflygtigelse hos den enkelte.
Han frygter, at vi er på vej til at få et samfund, hvor vi igennem det filter, som de psykiatriske diagnoser udgør, filtrerer vores oplevelser af, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at have problemer i livet. Det kan i sidste ende føre til, at vi mister fornemmelsen for grundlæggende eksistentielle og moralske anliggender i tilværelsen.
Salen lyttede meget intenst, og Brinkmanns foredrag afstedkom adskillige gode spørgsmål fra skolens kursister. Se billeder fra foredraget her.