Hvem er vi?

Aalborg City Gymnasium er et gymnasium, hvor du kan tage en stx-studentereksamen på kun 2 år. Det er en almen og studieforberedende uddannelse på højeste niveau. Med en studentereksamen fra Aalborg City Gymnasium i rygsækken er du rustet til at opfylde optagelseskravene til en videregående uddannelse uden at skulle supplere med ekstra fag.

Hos os kan du tage en studentereksamen på kun to år eller som enkeltfag i det tempo, der passer dig. Du kan også tage enkeltfag for at lære mere og udvikle dig på et højt fagligt niveau.

Der er fart over feltet, når en studentereksamen skal i hus på kun 2 år i forhold til de 3 år, som det tager på det almene gymnasium. På Aalborg City Gymnasium stiller vi derfor høje krav til din motivation og modenheden. Til gengæld støtter vi dig fagligt og personligt, så du kommer hurtigt og sikkert i mål.

Som elev på Aalborg City Gymnasium skal du være parat til at møde forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde. Forskelligheden sikrer et dynamisk og spændende studiemiljø. Nogle elever kommer fra erhvervslivet, en del har været på højskole og en del har opholdt sig en tid i udlandet. Nogle har tidligere gået i gymnasiet, på hf eller været i gang med en erhvervsuddannelse, men er holdt op af den ene eller den anden grund. Fælles for alle er, at de nu ønsker at færdiggøre en ungdomsuddannelse på kort tid. Så kom med og kom hurtigt videre til din drømmeuddannelse!